Sidste chance for influenzavaccination på apoteket

Det er ved at være sidste udkald for gratis at blive vaccineret mod influenza. Den gratis vaccination er et tilbud til personer, der er fyldt 65 år, samt til førtidspensionister, kronisk syge, svært overvægtige og gravide. Senest på tirsdag skal man nå på apoteket, hvis man skal have det gratis stik mod feber, hoste, hovedpine, smerter i muskler og led, ondt i halsen og en løbende næse.

Influenzaaktiviteten topper ifølge Statens Serum Institut typisk i perioden fra uge 4 til uge 8. Og da vaccinen først virker efter omkring 2 uger, er det ved at være tid.

En vaccination mod influenza er ifølge Apotekerforeningens formand Anne Kahns ikke bare noget, man skal få for sin egen skyld.

– Vi hører ofte personer i risikogruppen sige, at de ikke behøver vaccination, da de sjældent er syge, eller at de ikke tager skade af lidt influenza. Men det er jo ikke bare for din egen skyld, at du bør lade dig vaccinere. Det er i lige så høj grad for dine omgivelsers skyld, da du risikerer at smitte andre, der måske ikke er lige så robuste som dig.

Indtil videre har over 120.00 danskere i denne sæson fået en influenzavaccination på apoteket. Dertil kommer dem, der er blevet vaccineret hos lægen eller i et kommunalt tilbud. Målet er i sidste ende at nå op på WHOs anbefaling om, at 75 procent i risikogruppen bliver vaccineret. Der er ifølge Anne Kahns nok et stykke vej endnu.

– Men apotekernes øgede indsats på området har forhåbentlig bidraget til at hæve vaccinationsprocenten i år.

Forfatter
Tags

Related posts

Top