Sjørring Maskinfabrik sender 146 medarbejdere hjem

Coronakrisen har nu også for alvor ramt Sjørring Maskinfabrik i Thy.

Virksomheden har besluttet at sende 146 ud af sine omkring 200 medarbejdere hjem fra den 30. marts. Forventningen er, at de kan vende tilbage igen den 4. maj. Det skriver TV Midtvest.

Det sker som en del af regeringens hjælpepakke, og dermed er medarbejderne sikret løn. Til gengæld kan virksomheden se frem til et stort tab, fordi den ikke får alle omkostninger dækket.

– Jeg har hørt flere store virksomheder kritisere hjælpepakken, og jeg må bare konstatere, at det her kommer til at koste os rigtig mange millioner. Vi bliver slet ikke kompenseret for alle vores tab, men ved at vælge denne løsning i stedet for at fyre folk følger vi regeringens anbefalinger, siger administrerende direktør Klaus Kalstrup til TV MIDTVEST.

Omkring 70 procent af Sjørring Maskinfabriks produktion går til til den svenske bilkoncern Volvo, og da Volvo har besluttet at lukke alle sine fabrikker i 14 dage, er fabrikken i Thy også tvunget til at geare kraftigt ned.

Medarbejderne blev orienteret om beslutningen tirsdag ved middagstid.

Forfatter

Related posts

Top