Skade sætter en stopper for Nørbjerg’s karriere

Den 23-årige fløjspiller Frederik Nørbjerg Thomsen stopper i Mors-Thy Håndbold med øjeblikkelig virkning.

Venstrefløjen har gennem længere tid haft problemer med sit ene knæ, og er sammen med sundhedsstaben i Mors-Thy Håndbold kommet frem til, at håndbold på øverste niveau fremover vil være for stor en belastning.

Derfor er parterne blevet enige om, at Frederik Nørbjerg Thomsenindstiller karrieren i Mors-Thy Håndbold  – en afgang, der ærgrer sportschef Henrik Hedegaard:

– Frederik Nørbjerg har på alle måder været et godt bekendtskab med sin store træningsiver og generelt gode indstilling til tingene. Desværre er det sådan, at hans ene knæ ikke kan holde til den mængde træning, det kræver for at spille på liganiveau. Det er altid ærgerligt, når spillere må stoppe af årsager, som de ikke selv er herre over, og det er det bestemt også i denne sag, ikke mindst for Frederik, lyder det fra Henrik Hedegaard.

Svær, men nødvendig beslutning
For Frederik Nørbjerg har det været en svær, men nødvendig beslutning:

– Jeg har været utroligt glad for at være i Mors-Thy Håndbold, og jeg er træt af at jeg må stoppe ufrivilligt – men jeg er nødt til at lytte til min krop og i særdeleshed mit knæ, som ikke vil makke ret. Beslutningen er taget af hensyn til min fremtid, hvor jeg gerne vil have et aktivt liv. Lige nu har jeg brug for at stoppe helt, komme lidt væk fra håndbolden og holde en lang pause, men forhåbentligt får jeg lysten til at spille igen på et tidspunkt, siger Frederik Nørbjerg Thomsen.

Frederik Nørbjerg Thomsen vendte retur til Mors-Thy Håndbold sidste sommer efter et kort ophold hos Stoholm Håndbold. Dengang blev der skrevet en 2-årig aftale – en aftale der nu er ophævet.

LÆS OGSÅ:

Mors-Thy Håndbold henter Frederik Nørbjerg hjem

Foto: Mors-Thy Håndbold

Forfatter

Related posts

Top