I går meddelte Mors-Thy Håndbold, at klubbens assistenttræner Heino Holm Knudsen stopper efter denne sæson.
Og klubben kunne med fordel kigge mod Fyn i jagten på en afløser. Igår oplyste Odense Håndbold nemlig også, at deres assistenttræner Bo Rudgaard stopper efter denne sæson når hans kontrakt udløber.
– Nu vil jeg fokusere på at gøre alt, hvad jeg kan for, at vi får sluttet rigtig godt af, inden rejsen går videre mod andre og ukendte udfordringer, udtaler Bo Rudgaard i en pressemeddelelse.
Og der er ikke noget til hinder for, at de nye udfordringer kan findes i det nordvestjyske, omend der ikke officielt endnu har været kontakt mellem Mors-Thy Håndbold og Bo Rudgaard:
– Jeg regner da helt sikkert med at fortsætte som træner, og vil da tage alle henvendelser, som jeg synes kunne være spændende, op til overvejelse, fortæller han til LimfjordUpdate.dk.
Vi er i gang med processen og har givetvis også nogle navne i spil. – Henrik Hedegaard, Sportschef i Mors-Thy Håndbold.
Inden han kom til Odense Håndbold, var han ansat som assistenttræner i Viborg HK, og afviser ikke ideen om at blive tilknyttet et herrehold:
– Det kunne da bestemt være spændende.
Bo Rudgaard har desuden erfaring som talenttræner i DHF og som videoanalytiker for landsholdet.
Håber på hurtig afklaring
Fra ferieøen Porto Santo, hvor Mors-Thy Håndbold i øjeblikket er på træningslejr, fortæller sportschef Henrik Hedegaard:
– Vi er i gang med processen og har givetvis også nogle navne i spil. Langt fra noget konkret. Derfor kan og vil jeg ikke kommentere på specifikke navne. Vi har som (…) nogenlunde med tid – men vil da selvfølgelig gerne have en afklaring så hurtig som muligt.
Foto: Odense Håndbold