Skibby sætter fokus på klimamålene i Thisted

Valgkampen er i fuld gang, og FN’s Klimamål er i fokus når klimaarrangementet Danmark for Målene gæster Store Torv i Thisted fredag den 24. maj.

Det sker med en lang række aktiviteter i en række stande, hvor organisationer mv. bringer den komplicerede klimadebat ned, hvor almindelige mennesker kan være med.

Besøget er det andet ud af seks resten af året, hvor der hver gang er et tema på dagsordenen. Denne gang er temaet “Sundhed”.

– Vores generelle sundhedstilstand er blevet markant bedre gennem tiden, den gennemsnitlige levealder bliver længere og længere, men nye sundhedsmæssige udfordringer tiltager i takt med vores livsstil, luftforureningen i byer m.m., herunder bl.a. diabetes, overvægt, lungekræft og lignende, fortæller Handelsstandschef Michael Vendelbo.

Handelschef Michael Vendelbo.Foto: Pressefoto

Når temadagen om “Sundhed for alle” kommer på programmet i hele Danmark, handler det bl.a. om cyklen og om andre sunde vaner, som på samme måde, både er gode for dig og for din by, for miljøet og for verden.

– Det kommer til at handle om sund kost, sund livsstil, sundt familieliv, sunde miljøer, sunde byer – kort sagt: Sundhed for alle. Danmark er en cykelnation, og cyklen har mange fordele: bl.a. er den sund – man får både motion og frisk luft, hvilket er sundt for både fysikken og psyken; den er CO2-neutral og forurener ikke miljøet og man har ikke brug for en parkeringsplads i byen, fortæller Michael Vendelbo.

Temadagens gæst er den tidligere cykelrytter Jesper Skibby, der er den eneste dansker, der har vundet etaper i alle de tre store cykelløb med en sejr i henholdsvis Tour de France og Giro d’Italia og hele tre etapesejre i Vuelta a España.

Thisted Kommune og Fribike er med
Nogle af de andre man kan møde i forbindelse med arrangementet er Thisted Kommunes sundhedsteam og Fribike.

I Thisted Kommunes telt opstilles en hometrainer, hvor der konkurreres om at komme igennem på en kort rute på hurtigst mulige tid. Der er et væld af flotte præmier til konkurrencen blandt byens fitnesscentre, der har sat et 10-turs kort, 14 dages gratis træning, en Goodiebag med håndklæder, drikkedunke, træningstøj og meget andet på højkant. Fribike har sat en cykelhjelm fra Abus på højkant.

Herudover udstiller Fribike cykler og andet gear fra cykelproducenten Batavus.

– Jeg synes det er fantastisk, at der er så god opbakning til sådan et arrangement, det viser også hvor meget de 17 verdensmål betyder for borgerne – og hvor stor ansvarstagen, der er overfor lige præcis temaet ”Sundhed”. Og så er det da fedt, at en sportspersonlighed som Jesper Skibby starter det hele op, siger Michael Vendelbo.

Danmark for Målene har allerede gæstet Hurup og gæster henover sommeren nu så Thisted og senere også Hanstholm, og det er handelsstandsforeningerne i Hurup, Hanstholm og Thisted, der i samarbejde med Thy Erhvervsforum og Thisted Kommune, står bag arrangementerne.

Arrangementet foregår fredag den 24. maj kl. 13.00-17.00 og Jesper Skibby er med fra kl. ca. 13.00 og hans indslag vil være en halv times tid.

Foto: Pressemøde

Forfatter

Related posts

Top