Skoleelever læser og regner dårligere end før

Det går den forkerte vej med skoleelevers læsefærdigheder, og heller ikke i forhold til børnenes evner i matematik går det som ønsket.

Det viser resultaterne af de nationale test for skoleåret 2019/2020, oplyser Børne- og Undervisningsministeriet i en pressemeddelelse. Her er læse- og matematikfærdighederne undersøgt blandt elever i 2., 4., 6. og 8. klasse.

I den seneste test er der færre elever end tidligere, som læser på højt niveau.

Desuden er der en større andel af elever i 4., 6. og 8. klassetrin, som klarer sig dårligere sammenlignet med sidste skoleår. Mellem hver syvende og hver tiende har fået “ikke tilstrækkelig” eller “mangelfuld” som resultat i læsning i testen.

De nationale test er gennemført i foråret 2020, som var præget af skolelukninger og fjernundervisning på grund af coronavirussets indtog i Danmark.

Det er dog ud fra datagrundlaget ikke muligt at vurdere, om og i givet fald hvordan betydning af nedlukningen kan have påvirket årets resultat i de nationale test.

/ritzau/

 

Forfatter

Related posts

Top