Skoleleder-formand: -Urealistisk at skolerne åbner lige efter påske

Det er ikke realistisk, at skolerne gradvist genåbnes lige efter påske.

Sådan siger formand for Skolelederforeningen Claus Hjortdal fra Thisted til TV Midtvest.

– Hvis det bliver meldt ud, at skolerne gradvist kan åbne efter påske, vil der i hvert fald gå en uge, før det er realistisk, at skolerne kan begynde at åbne dele af undervisningen igen, siger han.

Formanden forudser en lang række sikkerhedsmæssige hensyn og nye arbejdsgange, der skal være helt styr på først.

– Vi skal være sikre på, at skolen ikke bliver et stort smittested, siger han og understreger vigtigheden at genåbningerne kan ske både forsvarligt, og i henhold til anbefalingerne fra Sundhedsstyrelsen.

Det var på et pressemøde i mandags, at Statsminister Mette Frederiksen åbnede en lille dør på klem for, at Danmark gradvist kan begynde at åbne op efter påske. Men det kræver, at den danske befolkning fortsætter med fornuftig adfærd for at undgå at sprede coronavirus.

– Hvis vi ikke lykkes med at stå sammen og holde afstand. Hvis tallene stiger voldsomt. Hvis danskere mødes og forsamles, så kan vi ikke åbne Danmark op efter påske. Så kan vi komme i den modsatte situation, hvor vi må stramme endnu mere, lød det fra Statsministeren på mandagens pressemøde.

LÆS OGSÅ:

Danskerne skal måske arbejde og gå i skole på skæve tidspunkter

Foto: Klaus Holsting

Forfatter

Related posts

Top