Skoleledere: Hundreder af millioner er brugt på løft i matematik

Der har ikke været stor motivation hos lærerne til at få skolereform til at lykkes, og de nødvendige midler er ikke fulgt med.

Sådan lyder den umiddelbare reaktion tirsdag fra Claus Hjortdal, formand for Skolelederforeningen, efter at en ny stor rapport har vist, at danske 4.-klasseelevers niveau i matematik er faldet markant, siden reformen blev indført i 2014.

– Reformen af folkeskolen er en storstilet reform, der aldrig rigtigt fik fodfæste, fordi man ikke fik lærerne med, og man satte ikke pengene af, for at det skulle lykkes, siger Claus Hjortdal, der er fra Thisted.

– Om det er det, der er årsagen, det kan jeg ikke svare dig på. Men det, vi gjorde med reformen, har i hvert fald ikke lykkedes.

Han tilføjer, at der ud over reformen er brugt store ressourcer på at løfte niveauet i skolen – ikke mindst i matematikfaget. Derfor vækker det undren hos formanden, at elevernes evner i matematik er faldet.

– Vi har brugt mange hundrede millioner på at kompetencedække lærerne i matematik, så derfor kan det godt undre mig, at resultatet ser sådan ud, siger Claus Hjortdal.

Hos Danmarks Lærerforening mener formand Gordon Ørskov Madsen, at der skal findes metoder, som kan forbedre kvaliteten af undervisningen.

Han fremhæver også, at lærernes uddannelse skal i fokus, og at det er vigtigt, at det er læreruddannede, der står for undervisningen.

/ritzau/

Foto: Skolelederforeningen

Forfatter

Related posts

Top