Skoler mangler retningslinjer for coronasmitte inden skolestart

Skoleeleverne vender i næste uge tilbage til klasseværelserne. Det er dog endnu uvist, hvordan skolerne skal håndtere smitte med coronavirus blandt elever og lærere.

Sundhedsstyrelsen er ved at opdatere retningslinjerne. Der henvises til de gældende retningslinjer, som er fra 5. februar. Det oplyser styrelsen til Berlingske.

Siden februar har en stor del af befolkningen fået både et og to stik med en coronavaccine. Også antallet af vaccinerede unge mellem 12 og 15 år stiger støt, da mere end hver fjerde har fået første stik.

Det kan få betydning for, hvordan skolerne skal forholde sig til eventuel smitte i klasseværelserne.

– Vi regner med at kunne udsende en opdatering samtidig med, at skolerne går i gang, siger læge i Sundhedsstyrelsen Andreas Rudkjøbing til Berlingske.

Det møder kritik fra flere sundhedsordførere på Christiansborg, at retningslinjerne endnu ikke er på plads.

Ifølge de gældende retningslinjer, som er dateret i februar, skal man ved smitte i en klasse vurdere, om den smittede elev har været i skole i smitteperioden.

Er det tilfældet, anses hele klassen som nære kontakter og skal derfor sendes hjem. Det samme gælder lærere, som har undervist eleven i smitteperioden.

/ritzau/

Forfatter

Related posts

Top