Skoler på Mors ramt af coronavirus

Flere skoler rundt om på Mors er for tiden ramt af et eller flere smittetilfælde.

Aktuelle tal fra Morsø Kommune viser, at der på Dueholmskolen er registreret 4 smittetilfælde. På M.C. Holms Skole og Sydmors Skole er der begge steder konstateret 3 smittetilfælde, mens der på Lødderup Friskole og Morsø Ungdomsskole er registreret henholdsvis 2 og 1 smittetilfælde i denne uge. Samlet fordeler smitten sig på 2 ansatte og 11 elever.

Meget tyder dog på, at vi de kommende dage kommer til at se flere smittetilfælde på Mors:

– Det er desværre vurderingen, at smitten er tiltagende, fortæller Michael Dahlgaard, centerchef for Skole og Dagtilbud i Morsø Kommune.

Han tilføjer, at ikke alle tilfælde endnu er en del af de officielle tal fra Statens Serum Institut (SSI), som opdateres og offentliggøres hver dag klokken 14.

Det skyldes, at mange af smittetilfældene i første omgang bliver opdaget via lyntests ude på skolerne. Først når en PCR-test har bekræftet det positive prøvesvar optages det i statistikken hos SSI.

– Alle smittetilfælde er håndteret forbilledligt af skolerne, slutter Michael Dahlgaard.

Foto: Morsø Kommune

Forfatter

Related posts

Top