I forbindelse med Vild med Vand/Havnens Dag i Vilsund på lørdag får publikum mulighed for at besøge Skonnerten Jylland, og få en rundvisning på den imponerende tre-mastede skonnert der lægger til ved Vilsundbroen.
Skonnerten Jylland benyttes af den selvejende institution Andromeda som sejlende opholdssted som har base i den gamle købmandsgård i Gærup, få kilometer fra Vilsund.
– Skonnerten Jylland er hjem for i alt seks udsatte unge, der alle har enkeltværelser på skibet. Vi spiser og laver mad sammen i kabyssen, og eleverne går i vores egen interne skole i den store dæksalon. Her har vi også opholdsstue, fortæller leder af skibsprojektet Niels Kristensen.
Skonnerten er fra 1951 og har fungeret som selvejende institution siden 2003.
De udsatte unge opholder sig hos Andromeda i en periode, indtil de bliver i stand til at komme tilbage til det etablerede samfund. Ofte til uddannelse eller nyt arbejde, så de fremover kan klare sig selv.
– Vi arbejder ud fra en maritim grundholdning, og tilbyder vores elever oplevelser med sejlads med Skonnerten Jylland, dykkeraktiviteter med mulighed for at opnå certifikat ved vores egen dykkerinstruktør, samt sejlads med speedbåd mm., fortæller Niels Kristensen.
Skonnerten Jylland vil være fortøjet i den lille havn ved Værftet i tilknytning til Søsportscenter Vilsund.
Vild med Vand/Havnens Dag gennemføres i et samarbejde mellem Vest Vilsund Havn og Sundby Mors Havn. Der vil i løbet af dagen være mulighed for prøve forskellige gratis søsportsaktiviteter, som at sejle med RIB-båd, motorbåd eller sejlbåd, eller at være aktiv i havkajak eller på SUP-board.
Kl. 9.00 vil der være åbningstale ved Ulla Vestergaard, borgmester, Thisted Kommune, i teltet på Vest Vilsund Havn.