Stakkevis af knive, sabler, revolvere, peberspray og jagtgeværer ligger nu bag lås og slå hos Midt og Vestjyllands Politi og venter på at blive destrueret. Politikredsen modtog næsten 7.000 effekter under den landsdækkende frit lejde-aktion. Helt præcist blev der i løbet af november indleveret 6.968 våben/våbentilbehør til Midt- og Vestjyllands Politi. Det er væsentligt flere end de omkring 2.600 effekter, politikredsen fik indleveret under en tilsvarende aktion i juni 2017.
“Vi sætter rigtig stor pris på midt- og vestjydernes opbakning til frit lejde-aktionen. Vi har fået reduceret mængden af ulovlige våben i vores landsdel betydeligt, og det kan vi selvfølgelig kun være glade for”, lyder det fra vicepolitiinspektør Bjørn Bo, der har været med til at koordinere aktionen i Midt- og Vestjylland.
Billede: Med 6.968 indleverede våben er Midt- og Vestjyllands Politi den politikreds, der har fået indleveret flest våben under den landsdækkende frit lejde-aktion.
Indleveret til Midt- og Vestjyllands Politi under frit lejde-aktionen i november 2024 | |
Fuldautomatiske våben (maskinpistoler, -geværer mv.) | 9 |
Antikke våben | 53 |
Hardball, signalvåben, luft- og fjedervåben mv. | 92 |
Korte våben (pistoler, revolvere mv.) | 369 |
Blankvåben (knive, sabler mv.) | 1.252 |
Andet (ammunition og andre våben – fx peberspray, granater, kanonslag) Én indlevering af ammunition tæller som én enhed uanset antal styk/kilo pr. indlevering. | 2.593 |
Lange våben (geværer, rifler mv.) | 2.600 |
Effekter indleveret i alt | 6.968 |
Når du finder våben i fx et dødsbo – ring 114
Hvornår politiet eventuelt igen tilbyder frit lejde for aflevering af våben, ligger ikke fast. Det er en stor og ressourcekrævende opgave for politiet at gennemføre, og der går som regel flere år imellem aktionerne. Der har været fire frit lejde-aktioner de seneste 15 år: I 2009, 2013, 2017 og altså nu i 2024.
Midt- og Vestjyllands Politi har under dette års frit lejde-aktion talt med en del borgere, der ligefrem har gået og ventet på en frit lejde-mulighed. I forlængelse af det har vicepolitiinspektør Bjørn Bo en klar opfordring til dem, der måtte finde våben i fx hjemmet hos en afdød pårørende:
“Vi har her i november talt med flere, der simpelthen ikke har turdet komme tidligere med deres afdøde pårørendes våben, fordi de var bange for at blive straffet. Men det skal man altså ikke være. Det er jo først, når man lægger det ind under sengen eller op på loftet og rent faktisk opbevarer et våben uden tilladelse, at man selv gør noget ulovligt. Min klare opfordring er derfor, at man ringer 114 med det samme og får lavet en aftale med os om at komme af med det på forsvarlig vis”, lyder det fra Bjørn Bo.
Foto : Midt- & Vestjyllands Politi