Politiet registrerede 7837 hastighedsoverskridelser i Danmark i sidste uge hvor der blev gennemført målrettede indsatser mod overskridelser af hastighedsgrænser i trafikken. Det viser en opgørelse foretaget af Rigspolitiet.
– Ugens kontroller viser, at der stadig er for mange bilister, der kører for hurtigt og dermed udsætter sig selv og andre for fare, siger politiassistent Christian Berthelsen fra Rigspolitiets Nationale Færdselscenter.
Han understreger, at der er en klar sammenhæng mellem farten på vejene og antallet af dræbte og tilskadekomne.
– Farten dræber og er stadig et problem for trafiksikkerheden og kræver derfor politiets fortsatte opmærksomhed. Når hastigheden sættes i vejret øges både den strækning, som bilen kører, inden føreren reagerer, og bilens bremselængde, siger han.
Hovedrystende
Af hastighedsoverskridelserne den første uge i april var lidt over 2800 overskridelser af den generelle hastighed i byerne. Mere end 1600 var overskridelser af den generelle hastighed på landeveje og motorveje. Og lidt under 5000 var overskred af den skiltede hastighed på vejene, blandt andet hvor hastigheden var nedsat på grund af vejarbejde.
– Nogle af de hastighedsoverskridelser, som vi har konstateret i denne uge, er hovedrystende, hvor vi har eksempler på hastigheder tæt ved 200 kilometer i timen, og det kan man dø af, siger Christian Berthelsen.
Hos Rådet for Sikker Trafik er man ikke umiddelbart overrasket over, at flere tusinde bilister er gået i fartfælderne. Det fortæller direktør Mogens Kjærgaard Møller.
– Jo flere ressourcer politiet sætter ind på det her område, desto flere får de i fartfælden. Alle, der bevæger sig ud i trafikken – uanset om det er på cykel eller i bil – ved, at der er mange, der kører for hurtigt ude på vejene.
– Politiets tilstedeværelse er en meget vigtig faktor, hvis man vil sætte afgørende ind på det her område, siger Mogens Kjærgaard Møller.
Uheldsrisikoen er ikke lige stor for alle typer af veje. 100 kilometer i timen på en motorvej er mindre farligt end 100 kilometer i timen på en landevej eller en byvej. Det skyldes, at en motorvej er lavet til høje hastigheder, og at der her kun kører personbiler og lastbiler.
Landeveje og byveje er lavet til meget lavere hastigheder, og trafikken er mere kompleks, da både fodgængere, cyklister og biler er til stede.
/ritzau/