Smitte konstateret på ældrecenter og skole på Thyholm

Struer Kommune er blandt de steder i landet hvor smitten stiger.

Således er der inden for de seneste dage konstateret smitte hos en beboer på Ældrecenter Solvang i Hvidbjerg på Thyholm. Det skriver Dagbladet Struer.

Derudover er en elev i 6. klasse på Thyholm Skole i Hvidbjerg blevet testet positiv, og derfor er hele årgangen nu blevet sendt hjem.

En dagplejer i kommunen er også testet positiv for Covid-19. Alle børn i tilknytning til dagplejeren er blevet testet negativ, skriver dagbladet.

Halvdelen (49) af landets kommuner, herunder Thisted, er at finde på mandagens såkaldte bekymringsliste.

Det fremgår af Statens Serum Instituts daglige opgørelse over antallet af smittetilfælde i landets 98 kommuner i løbet af de seneste syv dage. Sundhedsmyndighederne har en bekymringsgrænse ved 20 smittede per 100.000 indbyggere. Kommuner vil blive fulgt nøje, hvis de overskrider den grænse.

LÆS OGSÅ:

Stigende smittetal: Testkapaciteten øges i Thisted

Foto: Rune Borre-Jensen, Region Midtjylland

Forfatter

Related posts

Top