Der er registreret yderligere 3670 smittetilfælde med coronavirus, viser tal fra Statens Serum Institut (SSI) mandag.
Det er det højeste antal daglige smittetilfælde siden 18. december, hvor 4508 blev registreret smittet. De 3670 smittetilfælde er fundet i 151.281 PCR-test, der er de test, hvor man bliver podet i halsen.
I Thisted Kommune er der de seneste syv dage registreret 265 coronatilfælde. Søndag lå tallet på 254. De mange smittetilfælde betyder, at incidenstallet – antal smittede pr. 100.000 indbyggere – nu ligger på 615 i Thy. Kun 10 andre kommuner i landet har et højere incidenstal.
7059 thyboer er i perioden blevet PCR-testet. Det giver en positivprocent på 3,75.
Også på Mors stiger antallet af smittede. For den seneste 7-dages periode er der registreret 116 positive coronaprøver. Søndag lød tallet på 97.
Det bringer incidenstallet på Mors op på 578,2.
3484 morsingboer er blevet PCR-testet i perioden. Det giver en positivprocent på 3,33.
Foto: Line Bloch Klostergaard