Incidenstallet, som angiver hvor mange personer der er bekræftet smittet med coronavirus pr. 100.000 indbyggere i løbet af den foregående syv-dages periode, fortsætter sin vej nedad på Mors.
De seneste tal fra Statens Serum Institut, som i skrivende stund senest er opdateret onsdag eftermiddag, viser, at der på Mors er registreret 8 nye smittetilfælde den seneste uge. Det giver et incidenstal på 39,8.
Dermed er smittetrykket på Mors nu lavere end i Thy. Her ligger incidensen på 43,8 for 19 bekræftede smittetilfælde den seneste uge.
Positivprocenten på Mors ligger på 0,2 for 3.907 tests. I Thisted er der de seneste syv dage foretaget 6.926 tests – 0,29 procent af dem har været positive.
Foto: Line Bloch Klostergaard