Der skal snart mere smitte til i de enkelte sogne og kommuner, før de automatisk bliver lukket ned.
Fra i morgen hæves grænserne, så der skal være mere end 300 smittede per 100.000 indbyggere de seneste syv dage, før kommunerne nedlukker. I øjeblikket er grænsen 250.
Sogne skal fra fredag lukke, når der er mere end 600 smittede per 100.000 indbyggere. Grænsen for sogne bliver hævet fra 500.
Det har Epidemiudvalget godkendt på et møde onsdag.
Tre grænser skal være nået, før et sogn skal lukke. Foruden incidenstallet er der et kriterie, som siger, at der skal være mere end 20 smittetilfælde i sognet de seneste syv dage. Det bliver der ikke ændret ved.
Til gengæld bliver grænsen for positivprocenten forhøjet fra 2,5 til 3,0. Det betyder, at mindst 3,0 procent de udførte test skal have påvist smitte.
Modellen har til formål at forebygge, at man undgår situationer, hvor hele landet skal lukke, oplyser Sundhedsministeriet.
/ritzau/