Sanger og sangskriver Søren Huss modtog i dag Den folkelige sangs pris for sin evne til at skabe musik, som ”heler de skjulte sår, vi bærer på”. Prisen blev overrakt på Folkehøjskolernes Forenings årsmøde på Gymnastikhøjskolen i Ollerup.
Han giver følelser lyd og form, og hans sangtekster er som små spejle, der både reflekterer livets højder og dybder.
Sådan lød det, da Den folkelige sangs pris i dag blev uddelt på Folkehøjskolernes Forenings årsmøde på Gymnastikhøjskolen i Ollerup på Fyn. Prisen gik i år til sanger og sangskriver Søren Huss for hans evne til at skabe musik, som favner både glæde, sorg, lys og mørke, og som ”heler de skjulte sår, vi bærer på”, lød det i motivationen fra udvalget bag kåringen.
-Søren Huss har skabt et musikalsk univers, hvor toner og ord fungerer som broer mellem mennesker. Med sin særegne stemme har han formået at løfte os, at samle os på tværs af generationer og at give os et fælles sprog for de følelser, der ofte gemmer sig dybt i vores sind, lyder det fra udvalgsmedlem Jasper Gramkow Mortensen, som er forstander på Oure Højskole.
”Folk skal føle deres egen historie”
Søren Huss’ musikalske karriere begyndte for alvor som forsanger i bandet Saybia, der slog igennem i 2002 med debutalbummet ”The Second You Sleep”. I 2010 udgav han sit første soloalbum, ”Troen & Ingen”, hvis sange og tekster blandt andet handlede om sorgen efter tabet af hustruen tre år forinden. Hans seneste album “Vi Fik Mere End Vi Kom For” udkom i april i år og er inspireret af en periode med depression og pandemi.
Selv håber Søren Huss, at hans sange kan give folk et åndehul, hvor det er okay at føle det, man nu engang gør.
-Jeg har med årene fundet ud af, at uanset hvad jeg skriver, og hvor dybt personligt det bliver, så hører folk deres egen historie. Og det er også meningen. Folk skal ikke stå og føle med mig – de skal helst føle deres egen historie, siger han.
Ny i Højskolesangbogen
I den 19. og seneste udgave af Højskolesangbogen er Søren Huss’ sang ”Undertiden” fra 2017 med. Han beskriver selv optagelsen i Højskolesangbogen som et af de største øjeblikke i hans karriere, og han er glad for, at valget faldt på netop den sang.
-Det er jo en sang om at kæmpe med en dårlig samvittighed over ikke helt at leve op til det billede, man har af sig selv som forælder. Siden sangen kom med i Højskolesangbogen, er jeg blevet kontaktet af mange kor og privatpersoner, der har brugt sangen i forskellige sammenhænge. Det er både sjovt og rørende og dejligt, siger Søren Huss, som også er meget taknemmelig over at modtage Den folkelige sangs pris, og fortsætter:
-At få anerkendelse fra dem, som sørger for, at højskolerne fortsætter med at være en stor del af Danmarks ånd, er meget stort.
Om prismodtageren
Søren Huss er født i 1975 i Nyborg, hvor han også bor i dag. Han er sanger og sangskriver og har udgivet musik i eget navn siden 2010. Før det var han forsanger i bandet Saybia, som for alvor slog igennem i 2002 med debutalbummet The Second You Sleep. Hans seneste album ”Vi Fik Mere, End Vi Kom For” udkom i april i år.
Fik i 2020 optaget sangen “Undertiden” i den 19. og seneste udgave af Højskolesangbogen.
Om Den Folkelige Sangs Pris
Den folkelige sangs pris bliver uddelt hvert år af Folkehøjskolernes Forening i Danmark i forbindelse med foreningens årsmøde.
Prisen er på 25.000 kr. og gives til en eller flere personer, der på den ene eller anden måde har bidraget til udbredelsen af, kendskabet til og dermed fastholdelsen af den enestående kulturarv, den folkelige sang i almindelighed og Højskolesangbogen i særdeleshed er.
Prismodtageren bliver udpeget af et udvalg, som i år består af forstander på Oure Højskole Jasper Gramkow Mortensen, Morten Grimstrup, der er lærer på Roskilde Festival Højskole, og Marianne Søgaard, der underviser på Silkeborg Højskole.
Blandt tidligere prismodtagere finder man Annika Aakjær, Carl Emil Petersen, Stine Pilgaard og Katrine Muff Enevoldsen, Lis Sørensen, Sigurd Barrett, Bent Fabricius-Bjerre, Steffen Brandt, Erik Sommer, Anne Linnet, Peter A.G., Sebastian, Johannes Møllehave, Alberte Winding, Jens Rosendal, Niels Hausgaard, Annisette og Benny Andersen & Poul Dissing.
Kilde: Folkehøjskolernes Forening i Danmark
Foto : Mingo for Folkehøjskolernes Forening i Danmark