Sommerhuse er med til at løfte danskernes lyst til boligkøb

Lysten til at låne penge til blandt andet boligkøb er steget i juni, efter at den fik et tilbageslag i løbet af foråret.

Det fremgår af tal fra Finans Danmark, der er interesseorganisation for den finansielle sektor, herunder realkreditinstitutterne.

Samlet blev der i juni givet 25.924 lånetilbud, hvilket var omkring 10.000 flere end i måneden forinden. Ud af de 25.924 lånetilbud i juni var 9542 af dem tilbud til boligkøb.

– Boligmarkedet er ved at komme op i gear igen efter nedlukningen af landet, siger Ane Arnth Jensen, der er viceadministrerende direktør i Finans Danmark, i en pressemeddelelse.

Interessen for blandt andet sommerhuse ser ud til at have været stor i juni, da der ifølge Finans Danmark har været forholdsvis meget aktivitet i markedet for sommerhuse. Det kan være en af årsagerne til, at der er blevet givet flere tilbud på lån til køb af ejendom, vurderer Ane Arnth Jensen.

/ritzau/

Foto: EDC

Forfatter
Tags ,

Related posts

Top