Med forankringen af formuerådgivningen i de lokale banker opruster Spar Nord Nykøbing Mors pr. 1. marts med ny profil i form af Lenette Tallaksen.
Hun har titel af Private Banking-rådgiver og skal fremover hjælpe bankens formuende kunder med at optimere deres økonomiske muligheder.
At formuerådgiverne nu forankres lokalt, ser afdelingsdirektør Gunner R. Jensen, Spar Nord Nykøbing Mors som en stor styrke for afdelingen:
– Lokalt får vi et betydeligt bedre afsæt til at håndtere det formuende segment. Jeg er ikke i tvivl om, at en lokal forankring af rådgivernes høje faglige niveau vil føre til endnu flere forretninger og endnu højere kundetilfredshed, fortæller han og fortsætter:
– Samtidig ser jeg den lokale forankring af formuerådgiverne som en yderligere styrkelse af Spar Nords decentrale forretningsmodel, hvor rigtig mange beslutninger træffes i den lokale bank. Det synes vi rigtig godt om, slutter Gunner R. Jensen
Lenette Tallaksen har tidligere været tilknyttet Spar Nords Formuecenter Vest, med base i Skive.
Foto: Christian Kjeldsen