Til trods for de omfattende COVID19-restriktioner står maskinerne i Svejsecentret på EUC Nordvest ikke stille.
Skolen tager nemlig fortsat imod kursister på svejsecertifikatkurser.
Således kan virksomheder, der ønsker at opkvalificere medarbejderstaben, fortsat sende sine medarbejdere på kursus, ligesom ledige fortsat har mulighed for at erhverve sig svejsecertifikater og dermed gøre sig mere attraktiv for potentielle arbejdsgivere.
Det er et tilbud mange vælger at benytte sig af – alene i sidste uge tog svejsecentret imod 10 nye certifikat-kursister.
Én af dem er Hamid Reza Talibi, der gennem de seneste uger har erhvervet sig et svejsecertifikat i mag-svejsning, og som nu er i fuld gang med at erhverve sig certifikat i tig-svejsning.
I virksomheder inden for metalindustrien er der efterspørgsel på medarbejdere med svejsecertifikat. I dag må man nemlig ikke udføre mange svejseopgaver uden certifikat, og man er derfor som medarbejder langt mere attraktiv for en arbejdsgiver, hvis svejsecertifikatet er i hus, og man således har papir på, at man har de fornødne kompetencer.
Fra Iran til Thisted
Hamid Reza Talibi er en af de kursister, der for tiden har sin daglige gang i svejsecentret på EUC Nordvest.
Han stammer oprindeligt fra Iran, men bor i dag i Thisted. Han kom til Danmark for fem år siden, og med sig i bagagen havde han en teknisk uddannelse inden for metalformning og -støbning. Det skaffede ham et job som ufaglært hos Kibsgaard Specialproduktion i Erslev, hvor han var ansat i tre år.
For tiden står Hamid Reza Talibi uden job, og han benytter derfor ledighedsperioden til at erhverve nogle af de certifikater, der kan gøre ham endnu mere attraktiv for en ny arbejdsgiver.
Sprogbarriere ingen hindring
Han har dog en ekstra udfordring, som mange af de øvrige kursister ikke står med: En sprogbarriere.
For nok taler og forstår Hamid Reza Talibi dansk, men der er alligevel stor forskel på dagligdagssprog og fagsprog, og hans sprogevner bliver derfor for alvor sat på prøve i teoriundervisningen. Den udfordring er dog blevet løst. Det viste sig nemlig, at underviser Ali Thomsen, fra industriteknikerafdelingen på EUC Nordvest, taler Hamid Reza Talibi’s modersprog, farsi, og der er således indgået et aftale med jobcenteret om, at Hamid Reza Talibi får tildelt tolkebistand, så Ali Thomsen kan bistå, når Hamid Reza Talibi har teoriundervisning på skemaet.
– Ali har hjulpet mig meget. Havde det ikke været for ham, ville det have været svært for mig at gennemføre. Det tager enormt meget energi, når man ikke forstå ordene. Så jeg er en glad mand. Jeg føler mig utrolig heldig, at jeg har haft så gode lærere og en god ven i Ali, der har hjulpet mig. Jeg har lært rigtig meget på det her certifikatkursus, og det betyder utrolig meget for mig, at jeg nu har fået noget uddannelse og et certifikat fra Danmark, lyder det fra Hamid Reza Talibi.
Og der er vægt bag ordene. Således er han, sideløbende med jobsøgningen, i fuld gang med at undersøge mulighederne for at kunne påbegynde smedeuddannelsen på EUC Nordvest til august.