Statens Serum Institut vil bruge mobildata i coronakamp

Statens Serum Institut har bedt teleindustrien om adgang til data fra mobilmaster om mobiltelefoners lokation. Det bekræfter Statens Serum Institut og Teleindustrien til DR.

Teleindustrien har blandt andet data over, hvilke mobilmaster de enkelte mobiltelefoner bruger. Derfor kan man gennem det spore, om der foregår en stor bevægelse af de mobiltelefoner og – formoder man – dermed deres ejere.

Faglig direktør hos Statens Serum Institut Kåre Mølbak bekræfter til DR, at der er sendt en henvendelse til Teleindustrien, men vil ikke uddybe, hvad den drejer sig om.

Ifølge DR er det stadig uklart, hvordan Statens Serum Institut vil bruge de data, de kan få fra Teleindustrien.

Jakob Willer, der er direktør for teleselskabernes brancheorganisation, Teleindustrien, oplyser til DR, at der er kommet en henvendelse om assistance med teledata.

Han siger, at Teleindustrien har svaret “positivt” på henvendelsen. Først skal det dog afklares, at det sker inden lovens rammer.

/ritzau/

Foto: Telenor

Forfatter

Related posts

Top