Mundbindene er tilbage og skal bruges, når du køber ind eller tager med tog og bus.
Men hvis man foretrækker et stofmundbind, der kan vaskes og genanvendes, er man på Herrens mark, når man skal vælge.
En ny dansk standard for vaskbare mundbind blev lanceret i begyndelsen af 2021 i et samarbejde mellem danske myndigheder, organisationen Dansk Standard og Forbrugerrådet Tænk.
Men ikke et eneste mundbind er blevet godkendt under standarden.
Kravene er blandt andet, at stofmundbindene skal levere den rette filtrering af luften efter vask. De må heller ikke indeholde skadelige kemikalier.
I Sundhedsstyrelsens anbefaling om brug af mundbind hedder det, at man enten skal bruge et CE-mærket engangsmundbind eller et stofmundbind, der er godkendt efter den danske standard.
Men ingen mundbind af stof lever altså op til kravene.
– Der er brug for, at myndighederne tager en dialog med producenterne og finder ud af, hvilke barrierer der er for at få stofmundbind godkendt under den nye standard, siger projektleder Christel Søgaard Kirkeby fra Forbrugerrådet Tænk.
/ritzau/