Selvom der var mange mennesker der ledte både til vands, til lands og i luften lykkedes det ikke at finde en savnet fisker, da der lørdag fandt en stor privat eftersøgning sted.
Den 68-årige fisker Orla Mygdam fra Sillerslev var ude og fiske hummere nordvest for Fur da han af ukendte årsager faldt i vandet og forsvandt den 13. oktober. Samme eftermiddag blev hans båd fundet drivende i tomgang.
Det var fiskerkollegaen Karsten Kokholm fra Sdr. Dråby, der havde taget initiativ til eftersøgningen.
Han anslår, at et sted mellem 30 og 50 både samt fly deltog i eftersøgningen. Dertil kommer alle de mennesker, som gik langs kysterne på Fur, i Salling og på Mors.
Retsmedicinsk Institut har fortalt Karsten Kokholm, at liget fra en druknet person vil stige til overfladen efter cirka 14 dage – hvis det da ikke sidder fast i for eksempel et spøgelsesgarn.
Hvis liget af Orla Mygdam kommer til overfladen og ikke bliver fundet, vil det synke til bunds igen og først stige til tops igen til foråret når vejret igen bliver varmere.
– Jeg synes jo bare, at familien fortjener at han bliver fundet, så de har noget at begravet, lød det i fredags fra Karsten Kokholm.
LÆS OGSÅ:
Arkivfoto