Fiskemelsfabrikken FF Skagen lukker sin afdeling i Hanstholm på grund af reducerede fiskekvoter.
Direktør Johannes Palsson fortæller til TV2 Nord, at 35 medarbejdere er blevet opsagt.
– Der er 45 medarbejdere ansat i Hanstholm i dag. Vi vil opretholde køb af fisk i Hanstholm, så der bliver nogle medarbejdere involveret fremadrettet, fortæller direktøren.
Lukningen af fabrikken i Hanstholm skyldes et fald i fiskekvoterne, der nu er faldet så meget, at den eksisterende fabrik i Skagen kan håndtere hele produktionen.
– I 2017 købte vi 600.000 tons fisk. I år forventer vi at købe 400.000 tons fisk. Vi kan håndtere 400.000 i Skagen og 200.000 i Hanstholm, så i år ser det ud til, at vi har rigeligt med én fabrik, lyder det fra Johannes Palsson der også nævner nybyggede fiskemelsfabrikker i Østersøen, der modtager EU-tilskud, som en forklaring på lukningen i Hanstholm.
FF Skagen A/S overtog fiskemelsfabrikken i Hanstholm, der kunne fejre 50 års jubilæum forrige år, i 2014