Der er stor interesse for at blive ny erhvervschef på Mors. Det står klart efter, at ansøgningsfristen er udløbet.
– Vi er yderst tilfredse med ansøgerfeltet, der tæller 24 kompetente ansøgere fra hele landet. Vi er i gang med samtaler og snævrer nu feltet ind. Jeg forventer, at de afsluttende samtaler finder sted i uge 13 og at vi kan sætte navn på en ny erhvervschef på Mors i slutningen af marts måned, siger den nyvalgte formand for erhvervsrådet, Tage Odgaard Nielsen.
– Vi har en god aldersmæssig og geografisk spredning i ansøgerfeltet og det gør faktisk, at vi sidder med lidt af et luksusproblem i forhold til at udvælge den rigtige person til jobbet. Vi ser rigtigt gerne, at vi får en ny erhvervschef, der er villig til at bo i området. Omvendt skal vi selvfølgeligt have den bedst mulige kandidat, slår Tage Odgaard Nielsen fast.
Støberibygning i rivende udvikling
Morsø Erhvervsråd har til huse i Holgersgade i den tidligere administrationsbygning for Morsø Jernstøberi. En bygning som har stået halvtomt i en længere periode. Men det ændres der på nu.
Den nye direktør for Destination Limfjorden, Kristina Lehmann Schjøtt, der dækker Skive, Struer og Morsø Kommuner, er netop kommet på plads i Holgersgade. Og hun er ikke den eneste nye beboer i den gamle støberibygning.
Morsø Handelsstandsforening er ved at gøre klar til at søge en ny handelschef, der også får til huse samme sted.
Erhvervshus Nordjylland opruster på Mors
Erhvervshus Nordjylland har netop ansat to nye forretningsudviklere til filialen i Holgersgade i Nykøbing: Andreas Rasmussen, hvis hovedfokus bliver digitalisering, og Jørgen Sølvkjær, hvis omdrejningspunkt bliver internationalisering.
Begge er bosat i lokalområdet, og kommer til at have deres daglige gang i filialen på Mors, men er helt klar til at besøge virksomheder i hele Nordjylland.
– Vi er glade for muligheden for at ansætte flere medarbejdere i vores filial på Mors. På den måde kan vi i endnu højere grad styrke vejledningen af virksomheder i hele regionen, siger adm. direktør i Erhvervshus Nordjylland Lars Erik Jønsson.
Glæde over udviklingen
Tage Odgaard Nielsen glæder sig over de mange nye beboere i erhvervshuset.
– Det er dejligt at se, at huset stille og roligt fyldes op med forskellige organisationer, der får en helt unik mulighed for at sparre sammen på kryds og tværs. Jeg ser store perspektiver i en fortsat udvikling af huset måske i form at tilbyde kontorpladser til iværksættere eller mindre virksomheder. Det vil give yderligere dynamik i huset, slutter Tage Odgaard Nielsen.