Stor interesse for Speeddating på EUC Nordvest

Der er rift om EUC Nordvests merkantile elever. I år var hele 26 virksomheder tilmeldt Speeddating
i Thisted, hvilket er en stigning på knap 25%, mens antallet af tilmeldte virksomheder i Nykøbing ligger nogenlunde stabilt på 14 stk.

– Der er kommet nogle nye spillere på banen her i Thisted, og det er altid rart, når der
kommer nye profiler til. Der er generelt en stigende interesse for vores elever, og flere af
virksomhederne skal ikke bare bruge en enkelt, men flere lærlinge. Der er masser af
stillinger, så jeg kan kun opfordre til, at man kommer i gang, hvis man går og overvejer at
uddanne sig. Der er rigtig gode muligheder for at få en læreplads og skabe sig en
spændende karriere, lyder det fra læreplads- og erhvervskonsulent Sigurd Skovborg fra
EUC Nordvest.

Et koncentreret og fokuseret forløb
En af de ”nye spillere” er T. Hansen, som er på udkig efter to lærlinge: Én til afdelingen i Thisted og én til afdelingen i Nykøbing.
Derfor vil butikschef Mikael Mortensen også deltage i Speeddatingen i
begge byer.

– Jeg synes, konceptet fungerer supergodt. Det er meget koncentreret, og der er fokus både på det, eleverne vil fortælle,

og det vi vil fortælle, så det er helt perfekt. Mange gange, når
eleverne kommer ind i butikken for at søge, så kommer de uanmeldt, og det er selvfølgelighelt ok – men der er der jo kunder i butikken, så vi bliver nemt forstyrret under snakken.
Der er det her helt klart den rigtige måde at gøre det på. Det er koncentreret og fokuseret og bare et virkelig godt koncept. Og faktisk har jeg allerede én elev i kikkerten, som jeg
meget gerne vil tilbyde en læreplads, fortæller Mikael Mortensen.

Alle de deltagende elever er naturligvis mødt op med et håb om at få en uddannelsesaftale i hus, og for EUX Business-elev Malthe Drejer, må dette håb siges at være indfriet.
– Jeg synes, at det er et skidegodt koncept. Det er fedt, at det hele er samlet ét sted, så man ikke skal ud til så meget forskelligt. Jeg har været rundt og snakke med de forskellige
virksomheder, og jeg synes, at dagen har gjort mig meget klogere på, hvad jeg egentlig skal vælge.

Faktisk har jeg fået tilbudt en læreplads ved fire forskellige virksomheder, så jeg har fået noget at tænke over. Nu skal jeg pludselig til at vælge, og det er jo et rent luksusproblem.

Det skal jeg lige hjem at sove på, smiler Malthe Drejer.

Der er ingen tvivl om, at både virksomheder og elever har haft udbytte af dagen. Nogle steder er det rette match allerede skabt, og i de kommende uger skal flere elever til en uddybende samtale
hos virksomhederne med henblik på at få endeligt afklaret, om lærepladsen er i hus.

Forfatter
Top