En stråtækt landejendom er onsdag aften brudt i brand på Knudebro ved Bjergby på Mors.
Nordjyllands Beredskab oplyser på twitter, at beboelsen var overtændt ved ankomst.
Beredskabet har sendt tre tankvogne, to stigevogne og en autosprøjte afsted. Desuden er mandskab fra Thisted blevet tilkaldt for at assistere.
I alt 20 brandmænd hjælper til med slukningsarbejdet.
– Der er ikke kommet nogen personer til skade, og der er langt til nærmeste huse, så branden kan ikke sprede sig yderligere, fortæller vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi Jens Claumarch til TV Midtvest.
Meldingen om branden indløb kort før kl. 19.