Familievirksomheden Strøm Keramik har overtaget lokalerne i Algade 27 og laver fra lørdag den 8. februar 2025 keramikcafé.
I cafeen kan man male på keramik, som Strøm selv har designet og produceret i det hårdføre stentøjsler. Det fungerer sådan, at man vælger et stykke keramik, som man derefter dekorerer med maling. Herefter skal keramikken brændes igen, og man kan hente det færdige produkt efter en uge eller få det tilsendt.
Man betaler kun for det stykke keramik, man udvælger, og prisen ligger omkring 100-200kr. pr stk. Derudover vil være mulighed for at købe kaffe og småkager fra Gaard Bageriet.
”Vi har forsøgt at lave hyggelige omgivelser, hvor man kan komme helt ned i gear og fordybe sig med noget i hænderne samtidig med, at man hygger sig med familie og venner. Vi har begge mærket på egen krop, hvad det betyder for krop og hjerne at koble helt af med ler. Vi har set det samme ske med vores kursister, som også har styrket sociale relationer på keramikværkstedet. Faktisk har vores første keramikhold holdt julefrokost sammen,” fortæller Jens og Ann.
” Det er vores ønske at tilbyde en mulighed for at være sammen på en anden måde, få en fælles oplevelse og mærke hvad arbejdet med keramik kan. Keramikcafeen er for alle aldre – alle kan male på keramik, uanset om man vil male Liverpools logo eller har sit helt eget design i tankerne”.
I anledning af valentinsdag, har Strøm lavet et hjertefad, som kan dekoreres sammen med en du elsker eller til en du elsker.
I keramikcafeen bliver der også mulighed for at booke arrangementer for grupper, som f.eks. workshops eller privat- og firmaarrangementer. Strøm har allerede en polterabend, en institution og et arrangement for en lokal virksomhed i kalenderen.
Man kan allerede nu booke bord til keramikcafeen, men man kan også kigge ind for at se og høre nærmere. Åbningstiderne er kl. 10-17 i hele uge 7 (bortset fra søndag) og derefter torsdag, fredag og lørdag samt efter aftale. Butikken er åben i samme tidsrum, så man kan stadig købe de populære skytsengle, kopper, tallerkner, vaser og meget andet.
Fotos : Strøm Keramik