Studie fastslår: Minkmutation kunne påvirke vacciners effekt

Det var frygtet, at minkmutationen cluster 5 kunne mindske coronavacciners effektivitet. Nu slår et studie fast, at den frygt var berettiget.

Statens Serum Institut (SSI) har lavet en undersøgelse af mutationen, der blev opdaget i Danmark i efteråret 2020. Den støtter op om resultater fra de foreløbige undersøgelser, som blev foretaget i november sidste år.

I det nye studie konkluderes det, at coronavarianten gav “en vis signifikant øget grad af antistof-resistens” blandt en del af dem, der havde været smittet med coronavirus.

Det skyldes kombinationen af de mutationer, som cluster 5-varianten havde.

Frygten for hvad varianten kunne betyde for den senere vaccineudrulning, fik regeringen til at beslutte, at alle mink i Danmark skulle slås ned.

Der var omkring 15 millioner mink på farmene. Størstedelen blev aflivet i løbet af de sidste måneder af 2020. I februar i år kunne Fødevarestyrelsen oplyse, at samtlige mink nu var blevet slået ned.

Folketinget har desuden vedtaget, at det er ulovligt at holde mink frem til 2022.

/ritzau/

Forfatter

Related posts

Top