Sygehuse kæmper med forkerte svar på coronatest

Flere sygehuse oplever problemer med falsk negative svar, når patienter er blevet testet for coronavirus.

Det skriver Jyllands-Posten.

Hvis testen giver et misvisende resultat, kan det føre til, at patienten viderefører smitten til andre indlagte eller personalet. Det er netop, hvad der er sket på et nyremedicinsk afsnit på sygehuset i Holstebro.

Ifølge avisens kilder har et falsk negativ svar ført til, at store dele af medarbejderstaben på afsnit M3 er blevet smittet.

– Problemet er, at du ikke kan vide, om patienten er syg af Covid-19 eller ej, fordi man ikke kan regne med de her test, siger Bente Rasmussen, 1. næstformand i Dansk Sygeplejeråds kreds i Midtjylland til Jyllands-Posten.

På Hospitalsenheden Vest har man nu besluttet at skærpe reglerne.

Hvis en coronatest er negativ, men der fortsat er mistanke om Covid-19, skal patienten forblive isoleret og undersøges yderligere.

Også på Hvidovre Hospital har man oplevet misvisende svar på prøverne.

Ifølge Thomas Benfield, overlæge på infektionsmedicinsk afdeling på Hvidovre Hospital er der en fejlprocent på 15 procent i testene.

Hos Sundhedsstyrelsen erkender man, at der kan være et problem.

– Det gælder for de fleste test, at vi oplever det, der hedder, at de er falsk positive eller falsk negative. Derfor vil man også indimellem i særlige situationer gentage en test, siger centerchef i Sundhedsstyrelsen Helene Probst siger til Jyllands-Posten.

/ritzau/

Foto: Line Bloch Klostergaard, Region Nordjylland

Forfatter
Tags ,

Related posts

Top