Store dele af Folketinget har længe haft et ønske om at få mere plejepersonale på landets hospitaler og i psykiatrien.
Nu vil alle fem regioner tilbyde en ret for ufrivilligt deltidsansatte til at gå på fuldtid. Det oplyser Danske Regioner i en pressemeddelelse.
Rettigheden kan tages i brug fra næste år og vil gælde for alle sygeplejersker og sosu-assistenter.
I praksis kommer det til at betyde, at hvis en sygeplejerske ønsker fuldtid, kan han eller hun gå til sin leder, som således er forpligtet til at give vedkommende en fuldtidsstilling.
I dag er knap halvdelen af landets 38.000 sygeplejersker på deltid. Det samme gælder 45 procent af de omtrent 8000 sosu-assistenter.
Om det kommer til at gøre nogen forskel i praksis, er dog endnu uvist. Flere undersøgelser viser nemlig, at det er de færreste sygeplejersker, som ønsker at gå op i tid.
/ritzau/