Team Tvilling er Årets Lokale Forening i Region Nordjylland

I den landsdækkende konkurrence Årets Lokale Forening i Danmark er Team Tvilling fra Thisted blevet udpeget som Regionsvinder, og de vinder dermed en kontant belønning på 25.000 kr.

Bag konkurrencen står det danske brændstofselskab Go’on, der vil honorere foreninger og foreningsfolk, som helt frivilligt yder en stor indsats for andre, og dermed er med til at skabe liv i lokalsamfundet.

Team Tvilling var en af 415 nominerede foreninger i konkurrencen. Den startede med en onlineafstemning, hvor næsten 40.000 stemte på de 415 deltagende foreninger. De 20 foreninger med flest stemmer gik videre til finalerunden, hvor en uvildig jury fordelte placeringerne.

Juryen bestod af Lars Elsborg, Adm. direktør hos Sport24 A/S, Viggo Ravn, Chefredaktør ved JP Lokal, Hanne Lene Haugaard, Hovedbestyrelsesmedlem i DGI og bestyrelsesmedlem i Landdistrikternes Fællesråd og Lisa Kjær Gjessing, Paralympisk verdensmester i Taekwondo.

Juryen udtaler:

”Team Tvilling er et unikt, stærkt og kendt koncept, som har givet motionsløb en helt ny dimension, men det bliver det ikke mindre sympatisk eller slidstærkt af. Tværtimod ser juryen det praktiseret i Thisted i den helt rette ånd, hvor den gensidige glæde ved at dyrke motion med nogen, der har andre forudsætninger end én selv, er i højsædet. Keep up the good work! Derfor er Team Tvilling en fortjent regionsvinder i Nordjylland i Årets Lokale Forening 2022.”

”Dette er vores bidrag til at sætte fokus på de mange lokale foreninger, som holder lokalområderne kørende. Selvom det kun er 25 foreninger, der har modtaget en økonomisk gevinst, så er vores konkurrence også en platform, som får de mange foreninger og frivillige frem i lyset. Her modtager de positive kommentarer og skulderklap, som altid er rart at få som frivillig,” siger Mick Kjær, adm.dir i Go’on.

”Vi vil gerne med et glimt i øjet sætte fokus på, at det desværre bliver sværere og sværere for foreninger at finde frivillige. Der er mange årsager, blandt andet et stigende bureaukrati og papirarbejde i foreningerne, men også at særligt børnefamilier har en travl hverdag. Derfor er det endnu vigtigere, at vi hylder de frivillige, som er aktive, så de fortsætter deres store arbejde, som alle jo er enige om, er til stor gavn for os andre,” påpeger Mick Kjær.

Foto: Pressefoto

Forfatter
Top