Racerkøreren Malthe Jakobsen fra Sennels lå lunt i svinget til en podieplacering ved årets sidste afdeling af European Le Mans Series på Portimão-banen i Portugal. En defekt startermotor betød imidlertid, at den hurtige thybo aldrig så det ternede flag blafre.
– Det er altid træls at udgå. Endnu mere træls at udgå fra en podieplacering – men omvendt ved jeg ikke om det var lykkedes at komme ud på tredjepladsen, eller om noget andet var gået galt, udtaler Malthe Jakobsen i en pressemeddelelse.
Han noterer sig, at weekenden tekniske fejl var den første denne sæson.
– Det vidner om hvor dygtigt et team, jeg kører for, siger Malthe Jakobsen med henvisning til RLR Msport-teamet, som thyboen for nylig forlængede sin kontrakt med.
Med sæsonen afsluttet bliver der igen tid til at fokusere på lærepladsen hos Akea Automation – og en masse forberedelser til 2021-sæsonen, naturligvis.
– Selvom vi holder vinterpause skal formen jo holdes ved lige, og jeg vil også rundt og besøge mine sponsorer, når coronasituationen tillader det. Der er masser at give sig til, så jeg regner ikke med at komme til at kede mig.
LÆS OGSÅ:
Foto: Malthe Jakobsen Motorsport