Midt- og Vestjyllands Politi advarer igen om at være på vagt, hvis en mand ringer og udgiver sig for at være fra politiet, og det samtidig er politiets telefonnummer 9610 1448, der vises i displayet.
Der er nemlig tale om en svindler, der ringer via nettet,
– Han er på jagt efter personfølsomme oplysninger, som han kan udnytte, lyder advarslen fra politiet.
I løbet af onsdagen modtog Midt- og Vestjyllands Politi flere end 30 opkald fra borgere, som var blevet ringet op af svindleren. Heldigvis lader langt de fleste sig ikke snyde eller presset af svindlerens ubehagelige trusler om alverdens ulykker.
– Men der ér desværre også folk, der har ladet sig overtale til at oplyse NemID, koder og andre personfølsomme oplysninger, lyder det fra politiet.
Det er ikke kun ældre mennesker, svindleren har gået efter, sådan som man ellers ofte ser det i den slags sager. Det er folk i alle aldersgrupper, der er blevet kontaktet.
Gode råd:
– Vær altid skeptisk, hvis nogen ringer og beder om den slags oplysninger. Det ville din bank eller offentlige myndigheder aldrig gøre.
– Bed i stedet om vedkommendes navn og ring selv op til banken, politiet, eller hvem det nu er, og bed om at komme til at tale med den pågældende medarbejder. Så bliver fupnummeret i hvert fald hurtigt afsløret.
– Er du blevet franarret personlige oplysninger, er det vigtigt at kontakte politiet og din bank med det samme. Har svindleren nået at overføre penge, forsøger vi sammen med bankerne at få returneret så mange penge som muligt, inden de hæves.
Foto: Kim Matthäi Leland