Tendensen er brudt: Flere boligejere vælger afdragsfrie lån

De danske boligejere har fået mere smag for at finansiere boligen med afdragsfrie lån.

Siden 2012 har lån uden afdrag – bortset fra et enkelt år – været på retur, men i 2020 var der en stigning i de afdragsfrie lån. Det viser en opgørelse fra Nationalbanken.

– Ændringen i 2020 er den første væsentlige stigning i flere år og den største stigning siden 2011, skriver Nationalbanken.

Det er afdragsfrie lån med fast rente, som vinder frem, mens der har været et fald i boligejere, der vælger afdragsfrie lån med variabel rente, som skifter i løbet af lånets løbetid.

– De fortsat lave renter har generelt gjort fastforrentede lån mere attraktive sammenlignet med de variabelt forrentede, skriver Nationalbanken.

En del af stigningen i afdragsfrie lån kommer fra en ny låntype med 30 års afdragsfrihed, som flere af bankerne de seneste år har lanceret. Samlet er lån med afdragsfrie lån steget med 30,9 milliarder kroner i 2020.

De danske boligejere har i alt lån for 1733 milliarder kroner. 45 procent af de samlede realkreditudlån er uden afdrag. Det er en stigning på 0,2 procentpoint i forhold til 2019.

/ritzau/

Arkivfoto: boligsiden.dk

Forfatter

Related posts

Top