Testkapaciteten øges på Mors på fredag

Den seneste tids udvikling af coronasmitten på Mors, medfører at testkapaciteten øges på fredag i Frøslev. Region Nordjylland har imødekommet forespørgslen og sender mere mandskab og udstyr til Mors.

Med nedlukningen af de ældste årgange på Dueholmskolen, som indebærer test af ca. 500 elever og lærere og et generelt øget smittetryk på Mors, der lige nu er næsthøjest i Region Nordjylland, så øges mulighederne for test i Frøslev.

– Vi er meget glade for at Region Nordjylland har lyttet og imødekommet vores forespørgsel om at øge testkapaciteten i Frøslev på fredag fra kl. 11-17. Det gør det lettere for morsingboerne og forhåbentligt kan vi hurtigt få brudt smittekæderne, fortæller Henrik René Christensen, direktør for Social, Sundhed og Beskæftigelse i Morsø Kommune.

Konkret øger Region Nordjylland testkapaciteten med 500, så kapaciteten lander på ca. 825.

– Vi ved, at Regionen er meget presset i øjeblikket, da de også er i fuld gang med at foretage massetest i de syv nedlukkede kommuner. Så vi er yderst taknemmelige for samarbejdet, og jeg vil gerne fremhæve, at folk selv skal bestille tid på coronaprover.dk, fortæller Henrik René Christensen.

De nye tider vil snart være tilgængelige på www.coronaprover.dk. Har man allerede bestilt tid andre steder, og i stedet ønsker at blive testet i Frøslev – så afbestiller man også via hjemmesiden.

HUSK når du skal til test:
– Brug mundbind
– Medbring Sundhedskort
– Hold afstand, når du står i kø

LÆS OGSÅ:

Corona på Mors: – Vi står i en alvorlig situation

Foto: Line Bloch Klostergaard, Region Nordjylland

Forfatter

Related posts

Top