TGI forlænger ikke samarbejdet med The Last Reformation

Thisted Gymnastik & Idrætskultur har fået mange henvendelser foreningens leje af lokaler på den nu Thylands Idrætsefterskole, hvor den kristne bevægelse The Last Reformation (TLR) med prædikant Torben Søndergaard i spidsen, i dag holder til.

– Der skal ikke være nogen tvivl om, at vi naturligvis ikke støtter hverken religiøse eller politiske organisationer. Når det er sagt, står vi nu i en situation, hvor man kan sige, at vi indirekte går mod vores egen overordnede holdning ved at leje lokaler af TLR, som pt. lejer hele skolen, og dermed alle bygninger af ejer Peter Rasmussen, fortæller formand Kenneth Kristensen.

I starten af sæsonen havde Thisted Gymnastik og Idrætskultur udfordringer med at finde tilstrækkeligt med lokaler til springholdene, og derfor blev der indgået en aftale med TLR om at leje springhallen til to af holdene.

– Vi var på det tidspunkt ikke bekendt med TLR eller deres arbejde. Efter udsendelserne i TV har vi i bestyrelsen taget en beslutning om at forsøge at flytte holdene til andre lokaler, fortæller Kenneth Kristensen der samtidig oplyser, at det er lykkes at finde en løsning for det ene hold der nu ikke længere træner på den tidligere efterskole.

– Det andet hold kan vi desværre ikke finde andre egnede lokaler til. Det er et springhold med 33 gymnaster. Vi vil være rigtig kede af, ikke at kunne tilbyde træning til gymnasterne, og har derfor valgt at lade holdet træne på Thyland resten af denne sæson.

Kenneth Kristensen understreger, at foreningen ikke har kontakt med TLR, hverken som organisation eller med enkeltpersoner.

– De kommer ikke i hallen, mens vi træner og vi kommer ikke i de øvrige lokaler på Thyland. Vi går snart i gang med planlægningen af næste sæson, hvor vi naturligvis ikke forventer at fortsætte lejeaftalen med TLR.

Foto: Screendump/Youtube – The Last Reformation

Forfatter

Related posts

Top