Thisted Bryghus fejrer 25 året for Danmarks første økologiske øl

I år er det 25 år siden at Thisted Bryghus, som det første danske bryggeri, sendte en økologisk øl på markedet. I den anledning har bryghuset netop sendt en økologisk jubilæumsøl på gaden.

Den nye øl bærer navne Økologisk Thy – 25 års Jubilæumsøl.

– Vi har fundet den gamle opskrift frem og peppet den op med lokalt økologisk malt fra Gyrupgård i Thy. Lige fra det første bryg har vi brygget med økologisk perle humle som bitterhumle, men derudover har vi i vores jubilæumsudgave tilsat et godt skud økologisk saphir humle efter endt kogning, fortæller brygmester Antoni Aagard Madsen.

– Resultatet er en frisk og spændstig pilsner med mere krop og smag i forhold til den klassiske Økologiske Thy Pilsner. Skøn alene, men også en dejlig ledsager til en god frokost eller til en middagsret med grøntsager og ikke for mørkt kød, fortæller Antoni Aagaard Madsen.

Det var FDB – det nuværende COOP – der tilbage i 1995 hoppede på økologien og det var da også dem, der aftog hovedparten af de økologiske øl i de første år.

Foto: Thisted Bryghus

Forfatter

Related posts

Top