I Thisted FC har der den seneste tid været gang i en støtteindsamling.
Målet er at indsamle ikke mindre end 1 million kroner til klubkassen. Indtil videre er der blevet solgt støttepakker for godt 70.000 kroner.
– Tanken med en støtteindsamling er jo selvfølgelig, at indsamle flest mulige penge, da det jo kommer hele klubben Thisted FC til gode, fortæller formand Brian Hangaard der erkender, at det er urealistisk at indsamle 1 million kroner:
– Men det jo tilladt at drømme, så vi satte overlæggeren lidt højt, fortæller han.
Indsamlingen har til formål at ruste klubben til fremtiden. Og selvom økonomien her og nu ikke er presset, så kan formanden godt frygte for hvordan situationen udvikler sig på den lange bane:
– Lige nu står alting stille i den sportslige verden. Normalt er der jo masser af liv på anlæggene rundt om i Thy og på Mors. Aktiviteten er på nul. På trods af det, har vi jo stadigvæk udgifter, der skal dækkes i form af husleje og løn med mere, siger han med henvisning til den akutelle corona-situation og understreger, at det nærmest er umuligt at stable indtægtsgivende arrangementer på benene, ligesom arbejdet med at tegne nye sponsorater er gået i stå.
– Samtidig har vi ikke kunnet lave de sædvanlige træningsopstarter for nye medlemmer, så vi kan godt være bekymret for, at det koster nye medlemmer, slutter Brian Hangaard.
Pengene fra indsamlingen fordeles i alle afdelinger i klubben – lige fra de helt små spillere til 2. divisionsholdet for herrerne og dameholdet der spiller i ligaen.
Thisted FC har cirka 700 medlemmer.
Foto: Rasmus Lykke