Thisted FC lejer midtbanespiller i Canada

Thisted FC forstærker sig på midtbanen i kampen om en top 6-placering i fodboldens 2. division.

Således er der blevet indgået en lejeaftale med den 21-årige midtbanespiller Matthew Srbely, som kommer til Nordvestjylland fra den canadiske klub Toronto FC, hvor han har været en del af andetholdet.

Cheftræner Bo Thomsen noterer sig, at der er tale om en spiller, som bliver et stort aktiv for holdet:

– Han er en dygtig spiller, er god på bolden, vil gerne blive retvendt og spille mod modstanderens mål. Matthew har scoret en del mål og haft assists, og det forventer vi, han kan fortsætte med i Thisted FC, siger Bo Thomsen til klubbens hjemmeside.

Ifølge Toronto FC’s hjemmeside har Srbely spillet 51 kampe for klubben i de seneste tre sæsoner, hvor det er blevet til syv mål og ni assists.

Lejeaftalen med Thisted FC gælder foreløbigt året ud.

Foto: Rasmus Lykke

Forfatter

Related posts

Top