Thisted Fjernvarme hæver prisen med 12%

Snart bliver det dyrere at fyre med fjernvarme i Thisted.

Det lokale fjernvarmeselskab, Thisted Varmeforsyning, hæver nemlig prisen med 12% for de godt 5.000 forbrugere.

– Det er med beklagelse, at vi må meddele, at det økonomiske resultat for 2018 afviger negativt fra
budgettet for 2018. Endvidere er der for 2019 bortfald af det såkaldte grundbeløb, som elproducerende enheder har fået i en årrække, skriver Thisted Varmeforsyning på sin hjemmeside.

Årsagen skyldes bl.a. den varme og tørre sommer som bevirkede halmmangel, samt halm af en meget dårlig kvalitet,
hvilket giver reduceret ydelse på halmanlægget, samt rensestop meget oftere end normalt.

Derudover angives to længerevarende nedbrud af anlægget i fyringssæsonen som årsagen til prisstigningen.

Prisstigningen betyder, at prisen for et såkaldt standardhus på 130 m2 med et forbrug på 18,1 MWh i 2019
bliver 10.592 kr. hvor det i 2018 var 9.461 kr. Altså en stigning på ca. 12%.

– Vi arbejder på, at Thisted Varmeforsyning atter kan vende tilbage til det vanlige prisniveau. Derfor fortsætter vi investeringsprogrammet, hvor vi senest har idriftsat en forsyningsledning til Klitmøller og snart idriftsætter en ny injektionsboring til geotermianlægget. Med de to investeringer samt en kommende investering i et biomasseanlæg forventer vi, at Thisted Varmeforsyning atter vil være blandt landets billigste varmeforsyninger, slutter forsyningen sin varsling om prisstigningerne.

Den højere varmepris vil blive opkrævet fra og med andet kvartal i år.

Foto: Thisted Varmeforsyning

Forfatter

Related posts

Top