Fra tirsdag den 19. maj bliver det igen muligt for alle, der bor på et botilbud i Thisted Kommune, at modtage besøg i et begrænset omfang. Besøg kan dog kun ske efter aftale med bostedet.
Social- og Indenrigsministeriet udstedte i onsdags en bekendtgørelse, der tillader borgere på botilbud at modtage besøg af en til to faste besøgspersoner. Besøgene skal i udgangspunkt foregå på tilbuddenes udearealer og i visse tilfælde indendørs i borgerens egen bolig. Det er den lokale ledelse på de enkelte tilbud, som med inddragelse af beboeren udpeger besøgspersonerne og tilrettelægger besøgene på en forsvarlig måde.
Besøgene skal foregå i overensstemmelse med retningslinjer fra sundhedsmyndighederne.
Herudover er der stadig mulighed for besøg i kritiske situationer. Beslutningen om, hvorvidt der foreligger en kritisk situation, bliver truffet af tilbuddets ledelse.
Ifølge den nye bekendtgørelse skal botilbuddets ledelse udpege en til to faste besøgspersoner blandt borgerens nære pårørende, hvis borgeren eller dennes pårørende anmoder om det. Medarbejderne på bostederne vil derfor tage en dialog med alle beboere om dette.
Social- og Sundhedsudvalgets formand Ida Pedersen er glad for, at botilbuddene nu også kan tilbyde udendørs besøg:
– Der er ingen tvivl om, at det har været hårdt for både pårørende, beboerne og de ansatte at have været så begrænsende i mulighederne, på grund af den alvorlige corona-situation. Men i takt med, at flere og flere mulighederne vender tilbage i samfundet, glæder det mig, at vi i Thisted Kommune nu også kan tilbyde udendørs besøg på vores bosteder, efter aftale med personalet.
Du kan læse mere om muligheden for besøg på Thisted Kommunes hjemmeside.
Arkivfoto: Christian Kjeldsen