Thisted Kommune åbner for indendørs besøg på plejecentre

Thisted Kommune kan fra idag atter tilbyde beboere og pårørende at komme på besøg indendørs på plejecentrene.

– Det glæder mig, at vi nu åbner helt op for besøg igen, på vores kommunale plejecentre. Selvom vi i lang tid har tilbudt både videomøder og i den seneste tid også udendørs besøg i pavillioner og lignende, er der nogle af vores borgere, der stadig har savnet at kunne tage imod pårørende i deres egne lejligheder. Det giver alt andet lige en lidt større følelse af privatliv. Det kan de nu igen, fortæller Ida Pedersen, formand for Social- og Sundhedsudvalget.

Det bliver fortsat med en række restriktioner og under hensyn til de sundhedsfaglige retningslinjer, at besøgene kan foregå indendørs. Det betyder, at du fortsat vil skulle følge Sundhedsstyrelsens anbefalinger og eventuelle retningslinjer, som kan være indført på hvert plejecenter. Dit besøg skal desuden fortsat aftales med personalet på forhånd.

– Vi er jo stadig i den situation, at corona er en udfordring for vores samfund. Det har vi set for nyligt, med smitten som dukker op og spreder sig igen, eksempelvis i Hjørring. Derfor vil vores personale også stadig anvende værnemidler, og vi skal efterleve de anbefalinger, som Sundhedsstyrelsen kommer med samt de retningslinjer, som vi lægger ud til hvert plejecenter fra forvaltningens side, forklarer Tue von Påhlman, direktør for social og sundhed.

– Derfor håber vi naturligvis også på, at besøgende vil huske at overholde de forskellige anbefalinger fra Sundhedsstyrelsen om at holde afstand, spritte af og så fremdeles, afslutter Tue von Påhlman.

I Thisted Kommune har der siden coronapandemien startede i marts, været et lavt antal af smittede. I sidste uge kunne man derfor også åbne op for indendørs besøg på kommunens bosteder og i bofællesskaberne på socialområdet.

Også i Morsø Kommune er der åbnet op for indendørsbesøg.

LÆS OGSÅ:

Regeringen åbner for besøg på plejehjem og sygehuse

 

Forfatter

Related posts

Top