Som borger kan man klage over en kommunal afgørelse. Når det sker er det Ankestyrelsen, der behandler klagen.
Ankestyrelsen så sidste år nærmere på 73 af de afgørelser, som Thisted Kommune har truffet på socialområdet.
I 23 af sagerne har Ankestyrelsen omgjort eller hjemvist Thisted Kommunes afgørelse. Det betyder, styrelsen enten har ændret forvaltningens afgørelse eller sendt afgørelsen tilbage til kommunen for at lade forvaltningen behandle sagen igen og træffe en fornyet afgørelse.
Det giver en en omgørelsesprocent på 32. I 2020 var den generelle omgørelsesprocent på landsplan 36,3.
Ankestatistikken for 2020 viser desuden, at Socialafdelingen i Thisted Kommune fik stadfæstet 14 ud af 22 sager hos Ankestyrelsen, svarende til 63,6%. Det tilsvarende tal på landsplan er 62,7%.
Ankestyrelsens afgørelser opdeles i fem kategorier: Stadfæstelse, Ændring, Hjemvisning, Ophævelse og Afvisning, jf. følgende:
- Stadfæstet: Ankestyrelsen er enig i forvaltningens afgørelse.
- Ændring: Ankestyrelsen har ændret forvaltningens afgørelse.
- Hjemvist: Sagen bliver sendt tilbage til forvaltningen, der skal behandle sagen igen og træffe fornyet afgørelse. Det kan være fordi, at Ankestyrelsen mener, at der er tale om alvorlige sagsbehandlingsfejl, som ikke umiddelbart kan rettes op i klagesagsbehandlingen. Det kan også være, at Ankestyrelsen mener, at der er behov for nye oplysninger, som forvaltningen skal indhente og inddrage i afgørelsen.
- Ophævelse: Ankestyrelsen har ophævet forvaltningens afgørelse.
- Afvisning: Ankestyrelsen behandler ikke sagen. Ankestyrelsen kan afvise at behandle en klage, hvis der er klaget for sent, hvis Ankestyrelsen ikke er rette klageinstans, eller hvis klageren ikke er klageberettiget. Det kan også skyldes, at klageren beslutter sig for at opgive den, eller klagen af anden grund bortfalder. Afviste sager indgår ikke i beregningen af omgørelsesprocent.
Foto: Thisted Kommune