Når kommunalbestyrelsen i Thisted i aften holder møde skal det bl.a. diskuteres om der skal indføres betaling for uarbejdelse af lovliggørende byggetilladelser.
Siden 2014 har byggesagsbehandling været gratis i Thisted Kommune. I mellemtiden har Vurderingsstyrelsen i forbindelse med udvikling af et nyt vurderingssystem, dog gjort geokodning af alle landets bygninger obligatorisk, og erhvervsenheder skal derfor registreres mere detaljeret i Bygning- og Boligregistret, BBR.
Derfor granskes samtlige erhvervsenheder i Danmark for tiden, og på sigt forventes dette også gjort for samtlige private boligers vedkommende.
Det skønnes, at det årligt drejer sig om 200 – 400 byggesager med en gennemsnitlig indtægt på 2.500 kr. pr. sag svarende til 500.000 kr. – 1.000.000 kr.
Til sammenligning behandles ca. 900 almindelige byggesager pr. år i Thisted Kommune.
Plan- og Miljøafdelingen i Thisted Kommune foreslå derfor, at der pr. 1. maj 2020 indføres et gebyr på lovliggørende byggetilladelser. Timeprisen bliver 547 kr. pr. time, som ligger tæt på landsgennemsnittet på 610 kroner i timen.
Vurderingen er, at man ved at opkræve et gebyr kan sætte forebyggende ind, så borgerne fremover søger tilladelse på forhånd, og derved giver Plan- og Miljøafdelingen mulighed for at vejlede ansøgerne hen imod et godt og lovligt byggeri.
Foto: Thisted Kommune