Når de danske mestre i surf skal findes de kommende tre år, kommer en stor del af konkurrencerne til at foregå på Cold Hawaii kysten i Thy. Konkurrencerne er med til at vedligeholde Thys brand som nordeuropas bedste surfsted.
Det er også en af grundene til, at Thisted Kommunes udvalg for Erhverv, Klima, Teknik og Miljø har besluttet at støtte op omkring konkurrencerne med 75.000 kroner om året, hvoraf de 15.000 kroner er øremærket til styrket markedsføring af Thy og Cold Hawaii, som koordineres med Thisted Kommunes Ledelsessekretariat.
Thisted Kommune vil opnå synlighed i forbindelse med disse events på en række forskellige måder, herunder “Thy til Livet-logo” på deltageres beklædning, logo på beach-flag, logo på Forbundets hjemmeside samt ved præmieoverrækkelse m.m. Man vil fortsat sikre formidling af surf-forholdene og den omkringliggende natur via Forbundets ovennævnte sociale medieplatforme og surfernes individuelle kommunikationskanaler. Forbundet vil desuden udarbejde artikler og billeder samt video-materiale omkring events og historier om lokale surfere, som tilstræbes udgivet i internationale medier, ligesom man vil samarbejde med influencers, der vil brande events og surfing i Thy.
Surferne havde søgt om 100.000 kroner om året, men tildelingen endte på 75.000 kroner. Der skal afvikles tre events hvert af årene for de tildelte midler.