Medlemmerne af kommunalbestyrelsen i Thisted Kommune er enige om, at minkavlerne i Thy og andre steder i landet, skal hjælpes bedst muligt videre fra den ulykkelige situation, hvor alle minkbestande nu bliver tvangsaflivet.
Den nye gren af Corona virus, hvor en mutation fra mink har bredt sig til mennesker, har store menneskelige såvel som økonomiske konsekvenser.
Det gælder også i Thy, hvor Fødevarestyrelsen er gået i gang med det store og omfattende arbejde, at skulle aflive samtlige bestande af mink.
Arbejdet ledes under den nationale operative stab (NOSB), hvor også Beredskabsstyrelsen, Hjemmeværnet og Forsvaret, assisterer med opgaven.
– Kommunalbestyrelsen ønsker at udtrykke sympati og medfølelse for de mange familier, der nu mister deres levebrød og livsværk, skriver borgmester Ulla Vestergaard i en udtalelse på vegne af den samlede kommunalbestyrelse.
– Vi vil som kommune, bedst muligt støtte op, med de muligheder vi har, om vores lokale minkfarme og de mange familier, og afledte erhverv, som nu bliver berørte af tvangsaflivningen
– Vi appellerer derfor til, at regeringen og folketingets partier, snarest muligt træffer beslutning om, enten at ekspropriere og eller finder lignende økonomisk kompensationer, så den enkelte minkejer og familie, får en mulighed for, at starte et nyt arbejdsliv, hvis ønskes.
Foto: Thisted Kommune