Thisted nævnes som værtsby for EM

Dansk Vandski & Wakeboard Forbund har lagt billet ind på at være vært for europamesterskaberne i wakeboarding.

Håbet er at afvikle EM i Thy Cablepark i Synopalhavnen i Thisted i slutningen af august.

Den korte tidsfrist for planlægningen skyldes, at mesterskabet i første omgang var placeret i Ungarn. Som følge af krigen i Ukraine samt den lokale coronasituation er det imidlertid ikke muligt at afvikle det i Ungarn.

Da der i Thisted er et helt nyt topmoderne anlæg samt en stærk forening, ønsker både det danske og det internationale forbund at afvikle EM i Thisted Kommune. Derfor har forbundet søgt kommunen om 312.500 kroner i støtte.

Hvis finansieringen falder på plads og eventet bliver en realitet, vil der være tale om det første internationale mesterskab i wakeboarding i Danmark.

Arrangementer spænder over ca. en uge. De første fire dage vil være træning for deltagerne. Afhængigt af vejret afvikles selve konkurrencen de sidste to eller tre dage.

Mesterskabet ventes at tiltrække 150-200 deltagere samt 5.000 tilskuere.

Økonomiudvalget stemte i sidste uge for et bevilge pengene. Kommunalbestyrelsen tager stilling til ansøgningen på et møde tirsdag aften.

Forfatter

Related posts

Top