Jane blev Årets Leder i Thy til Thy Awards 2025

Der var fest på en høje klinge, da Thy Awards blev uddelt i Thyhallen i aftes. 650 festklædte repræsentanter for det frivillige foreningsliv i Thy, havde sammen med Thisted Kommune, sponsorer mv. sat hinanden stævne til et brag af en prisuddeling – og fest – hvor Hotel Thisted sørgede for lækker mad.

Det blev Jane Bauer (på billedet, red.), der siden siden 1997 har ydet en fabelagtig indsats som gruppeleder hos Klitmøller Spejdernes, der blev kåret som Årets Leder i Thy.

Lederprisen gives i samarbejde med Sparekassen Thy til en leder, der har ydet en særlig og mangeårig ulønnet indsats for det frivillige folkeoplysende foreningsarbejde i Thisted Kommune. Der lægges vægt på, at lederen, igennem sin indsats, har opnået bemærkelsesværdige resultater, som har været med til at udvikle foreningen og at sætte den på ”landkortet” i Thy. Med prisen følger en check på 5.000 kr.

De ørige priser blev fordelt således:

Årets Ungleder:
William Thingstrup Lauridsen, TIK Håndbold.
Denne pris gives i samarbejde med DGI Nordjylland til en ung under 18 år, som frivilligt har været særligt engageret i foreningslivet, og som har vist vilje til at dygtiggøre sig indenfor foreningsarbejdet. Med prisen følger en check på 2.500 kr. og muligheden for at blive kåret til hele Nordjyllands ”Årets Ungleder” ved DGI’s årsmøde. Op til Thy Awards indstiller foreningerne deres ungledere, og tre af dem nomineres til at kunne modtage denne pris på aftenen.

Årets Talent:
Gustav Sunesen, Mors Thy Håndbold.
Prisen ”Årets Talent” uddeles i samarbejde med NetIp. For at kandidere til prisen ”Årets talent” skal udøverne have vist bemærkelsesværdig udvikling samt resultater indenfor faktorer som flid, motivation, engagement og sportslige resultater. Komitéen bag prisen ”Årets Talent” består af formanden for Thisted Kommunes Eliteidrætsråd, Thisted Kommunes Eliteidrætskonsulent, NetIps direktør samt Folkeoplysningsudvalgets formand, som nominerer tre talenter til prisen ”Årets Talent”. Med Prisen følger en check på 5.000 kr. til vinderen.

Årets Sportsnavn:
Johanne Frøkjær, Thisted Svømmeklub.
Prisen gives til den eller de, som i løbet af året har præsteret resultater ud over det sædvanlige. Prisen er ligeledes en anerkendelse af alt det hårde arbejde, der ligger forud for de store præstationer.Med Prisen følger 5.000 kr. til vinderen.

Årets Forening:
Thisted Vinterbadeforening.
Denne pris gives til en forening, som på positiv vis har sat Thisted Kommune på landkortet og som i det daglige udfører et godt og prisværdigt arbejde for børn, unge, voksne eller ældre. Foreningen skal have vist villighed til at gå nye veje og til at være nytænkende, ligesom prisen gives til en forening, som opleves som en positiv, god og loyal samarbejdspartner for Thisted Kommune og øvrige aktører. Op til Thy Awards bliver tre foreninger nomineret til at kunne modtage denne pris på aftenen.
Prisen bliver uddelt i samarbejde med Lions Club Thisted og vinderen modtager 25.000 kr. til foreningen.

Morten Kristensen og Brian Lykke styrede på formidabel vis – igen igen – slagets gang, og bød også på musik fra hitmagerne Patina og Jakob Aksglæde.

Kilde : Thisted Kommune
Foto : Privatfoto

Forfatter
Top